SIMULATOR TRÆNING

Under uddannelsen frem til den første solostart kan du vælge at supplere træningen i det tosædede fly med flyvning i vores simulator. Flyvningerne foregår efter de samme principper som al anden uddannelsesflyvning. Det vil sige, at man følger nogle skolingsnormer med hjælp fra en instruktør. Målet med flyvningerne i simulatoren er at gøre træningen frem til solo mere intensiv.
Har man allerede gennemført træningsaktiviteterne i simulatoren, er der stor sandsynlighed for, at man kan gennemføre de rigtige flyvninger med et større overskud og derfor også opnå et større udbytte.

Grundtræning som kan forberedes i simulatoren:
• Cockpitcheck
• Fartkontrol og trimning
• Kursflyvning
• Drej, inklusiv koordination
• Langsom/hurtigflyvning
• Stall/spind
• Unormale flyvestillinger, sideglidning
• Landing

Vores simulator er bygget af et hold medlemmer med udgangspunkt i et rigtigt cockpit. Alle de oprindelige håndtag fungerer, og der er fuldt fungerende instrumentering. Landskabet og skybilledet vises på et lærred foran cockpittet.

MSF1 – TEKNIKKEN

Simulatoren er bygget over cockpittet fra et etsædet VSO-10 svævefly, som klubben købte i Tjekkiet.

VSO-10 cockpittet er monteret i en metalramme, der står på fire svingbare transporthjul. Næsen hviler på en donkraft, for at give mulighed for at finjustere cockpittets vinkel. Ovenpå metalrammen, er der monteret en projektorstand, sådan at der kan vises billede af landskabet foran cockpittet. Computeren, som afvikler simulationen, er indbygget i flykroppen. Simulatoren udgør således en integreret enhed, der kun kræver tilslutning af et strømkabel for at køre. I det, der er tilbage af flyets bagkrop, sidder de meste af den mekanik og elektronik, som gør cockpittet til en simulator.

Du kan få instruktion i at opstille, starte, bruge og sammenpakke simulatoren, så du selv kan benytte den, når du har lyst.

IMG_2258IMG_2259IMG_2260IMG_2267