Uddannelsen er tilrettelagt af Dansk Svæveflyver Union og godkendt af Trafikstyrelsen.
Uddannelsen er derfor grundlæggende ens i alle danske svæveflyveklubber.

Som nyt medlem i Midtsjællands Svæveflyveklub starter du din uddannelse med at flyve.

Det betyder, at du straks fra starten får oplevelsen af svæveflyvning. På flyvedagene sættes du samtidig ind i de øvrige gøremål, som er nødvendige for at få en flyvedag til at fungere.

Du er med i et team, hvor man gensidigt må hjælpe hinanden for at kunne svæveflyve. Det er vigtigt at vide, at lige meget, om man er nystartet på 2-sædet fly med instruktør i bagsædet, eller man er tidligere eller nuværende danmarksmester i svæveflyvning, er man ligeværdig. Du er inde i klubben – ikke på sidelinien. Du er svæveflyver og du dyrker svæveflyvning!

I uddannelsen skal du igennem forskellige trin, som er nødvendige for kunne dyrke og nyde svæveflyvning helt på egen hånd.

De første, hvor målene er soloflyvning og svæveflyvecertifikatet (SPL-certifikat). Efterfølgende foregår uddannelse i flyvning over større landskabsområder (strækflyvning) og konkurrenceflyvning. Denne uddannelse sker mere individuelt svarende til den enkeltes ønsker og ambitioner inden for sporten. I virkeligheden kan man sige, at svæverflyveruddannelsen bliver aldrig tilendebragt. Selv verdensmesteren vil fortsat søge at finde nye muligheder for at udvikle sin flyvemæssige kunnen.

Selve uddannelsen starter i vores 2-sædede fly, ASK 21, med instruktør i bagsædet efter et sæt skolingsnormer (G-normer). Gradvist læres du op til kunne styre og beherske flyet selv, således at du får lært at kunne starte, flyve under forskellige forhold og lande flyet fuldstændigt sikkert. Du kan løbende følge hele din uddannelse i din digitale uddannelseslog, hvor alle de enkelte normers formål og forudsætninger er beskrevet.

De enkelte instruktører fører de forskellige normers gennemførsel ind i logbogen med de bemærkninger, der vil være til de enkelte flyvninger gennem uddannelsesforløbet. Først når du har lært at beherske flyet fuldstændigt sikkert, er du klar til din første soloflyvning. Dette er for alle piloter en enestående oplevelse, som aldrig glemmes. Det første mål er nået. Før du må flyve alene, skal du have en helbredsmæssig godkendelse fra en flyvelæge, og du skal som minimum lave en lille teoriprøve hovedsagelig omfattende de væsentligste ting omkring luftrummet over flyvepladsen og lufttrafikregler, således du er i stand til at manøvrere i luften i forhold til andre fly.

Under rolige vejrforhold flyver du så de første 3 soloflyvninger på det to-sædede fly, som du jo nu kender og føler dig hjemme i. Herefter lærer du at flyve et ét-sædet fly, ASK-23, og skal nu under fortsat instruktørvejledning gennemføre de såkaldte U-normer. Når dette er sket, indstilles du til en praktisk flyve-prøve, kaldet “skilltest”. Det sker overfor en eksaminator, som er en svæveflyveinstruktør, som har fået en særlig uddannelse og godkendelse af Trafikstyrelsen til på deres vegne at godkende dig til SPL-certifikatet.

Teori

Før du kan indstilles til SPL-prøven, skal du have bestået en teoriprøve. Undervisningen foregår fra oktober til april, på en skole i Sorø hvor vi har lånt et lokale til formålet.

Der undervises i fagene: Operationelle Procedurer, Navigation, Luftfartsret, Flyve-principper, Flyve-præstationer og planlægning, Meteorologi, Generel Fartøjsviden, Menneskelig Ydeevne samt Kommunikation.

Efter bestået teoriprøve og SPL-prøve er certifikatet hjemme. Andet mål er nået.

Uddannelsen til SPL-certifikatet tager mellem 12 og 18 måneder at gennemføre og du skal regne med at bruge 20.000 til 25.000 kroner i alt.

Radio-tilladelsen

For at kunne anvende flyets radio kræves en tilladelse fra Telestyrelsen – et såkaldt VHF-bevis. Undervisning til denne foregår i samarbejde med en flyveskole i Roskilde Lufthavn og er et særskilt kursus der ligger i forlængelse af SPL-teorikurset. For at du kan have tilstrækkelige muligheder for at kunne udnytte luftrummet er brugen af radio nødvendig, da en del af det luftrum, vi flyver i, kræver tilladelse og 2-vejs radioforbindelse med en flyvekontroltjeneste. I klubben benytter vi Københavns Lufthavn i Roskilde, når vi flyver lokalt. Skal vi flyve andre steder, må vi skifte til andre kontrolinstanser.

Efter erhvervelse af S-certifikatet følger en valgfri uddannelse i stræk- og konkurrenceflyvning. Måske har du særlige talenter indenfor konkurrenceflyvningen, som gør dig egnet til et talentkursus på Svæveflyvercenter Arnborg. Senere har du måske få så megen erfaring og er blevet så dygtig, at der kan blive tale om en uddannelse som svæveflyverinstruktør, så du kan komme til at undervise de nye svæveflyvere i klubben.

Som nævnt indledningsvis: Uddannelsen slutter aldrig inden for denne sport. Hver eneste flyvning er en træning og udfordring til at blive bedre og bedre til at udnytte sit fly og de tilstedeværende vejrforhold.

Til sidst vil vi gerne fortælle, at svæveflyvning er den billigste måde at lære at flyve på. Det er en spændende form for flyvning uden motor, hvor naturens kræfter og dine egne evner har indflydelse på din svæveflyvetur.

Du skal dog regne med at bruge meget tid under uddannelsen.
Din flyvetræning er altafgørende for at du rykker dig i et tempo, hvor du udvikler dine evner og håndelag mere flydende. Dette kræver at du møder op ca. hver anden uge.

En flyvedag starter om morgenen med en briefing og slutter sidst på eftermiddagen og din flyvetræning vil indeholde mest korte ture med mange starter og landinger, men det er her du udvikler dig som svæveflyvepilot.
Din flyvetræning er samtidig kun en del af et større billede i en svæveflyveklub, hvor vi sammen skaber de rammer, som gør at vi kan flyve, og flyve så billigt og som elev deltager du også, sammen med dine klubkammerater på jorden, med at få flyvedagen til at fungere.

Den første vinter er der, som tidligere nævnt, også teorikursus èn aften om ugen.
Derudover skal du også afsætte tid til at hjælpe med vedligehold af skoleflyene.

Så derfor – hvis du har gang i et andet tidskrævende projekt – hvis du er ved at renovere hus, starte nyt firma, dyrker du en anden sportsgren på højt plan eller har du små børn, så bør du meget nøje overveje om det kan lade sig gøre at indpasse flyvningen i dine øvrige aktiviteter.
Erfaringen viser, at manglende tid er den hyppigste årsag til at en elev ikke fuldfører svæveflyveuddannelsen.

Til gengæld venter der en masse fantastiske oplevelser, efter dit hårde flid som elev.

  • SKOLING

    I den første del af uddannelsen lærer du at manøvrere flyet, herunder at starte og lande flyet sikkert. Skolingen foregår på klubbens 2-sædede skolefly med en instruktør i bagsædet.

  • FLYVELÆGE

    Inden første soloflyvning skal en flyvelæge lige kontrollere, at dit helbred er godt nok til det. Alt hvad du behøver, er et normalt, godt helbred. Brug af briller er for eksempel ingen hindring.

  • SOLO

    Kravet for at ”gå solo” er, at du er min. 15 år gammel og har bestået en mini-teoriprøve, hvor den mest basale viden kontrolleres, samt har gennemgået en helbredsundersøgelse ved en flyvelæge. Det er dog til enhver tid din instruktør, der afgør om du er klar til solo.

  • CERTIFIKAT

    Når du opfylder time, start- og alderskrav kan du indstilles til den endelige prøve til certifikatet, og når du har bestået kan du endeligt kalde dig for svæveflyverpilot

  • TEORI OG RADIOBEVIS

    Parallelt med den praktiske uddannelse gennemgår eleven teoriundervisning, som afsluttes med en teoriprøve. Det kræver ingen særlige forkundskaber at gennemføre denne teoriundervisning, der foregår i svæveflyveklubben om vinteren.

    For at må tale i flyradioen, skal du have et såkaldt VHF bevis dette foregår også i klubben om vinteren, og afsluttes med en prøve.